De palæstinensiske oprør kaldet intifadaer, opstod som reaktion på massiv undertrykkelse og konflikt mellem Israel og befolkningen i Vestbreden og Gaza. I 1967 havde De Forenede Nationer indstillet resolution 242, som afgjorde, at landene i mellemøsten ikke længere måtte føre krig om territorie, og i stedet skulle arbejde imod fred mellem stater, og etableringen af sikkerhed. Dette blev besluttet efter Israel havde indtaget Jerusalem og var begyndt at dele vestbredden op. Palæstinenserne var i knæ.
Det Israelske narrativ står på, at det var tætte kampe og et heldigt udfald, men historien viser Israel som en overmagt som ikke kun trynede palæstinensere, men indtog Egypten og gik i krig med Jordan og andre omkringliggende lande.
I årene mellem 1967 og den første intifada begyndte Israel, i overensstemmelse med resolutionen fra FN, at bosætte sig i Gaza, og indførte gradvist mere “sikkerhed” i staten ved at bruge deres politi og indhegning af befolkningen. Der blev ved med at være konflikt, og dråben der startede det hele var en lastbil ført af en israeler, som slog fire palæstinensere ihjel. Israel nægter sig endnu skyldige i dødsfaldene, men faktum er at folket havde fået nok.
I artiklerne bliver det beskrevet, hvordan det palæstinensiske folk samlede sig i spontane, demokratiske grupper og indførte folkekomiteer. Dette skete ikke ud af ingenting, men på baggrund af en stærk revolutionær bevægelse som havde varet siden slutningen af 1800-tallet, samtidig med de revolutionære bølger i Europa.
Dengang var Palæstina også krigshærget, hvor en tyndt strukket befolkning blev overbeskattet af det imperialistiske Osmannerrige, samtidig med at krigsherrer fik lov til at plyndre og hærge. Landet var en ørken, byerne var ødelagt, og vestens industrielle giganter lugtede guld. Dengang startede den første zionistiske bevægelse med at foreslå en jødisk stat, og de imperielle magter fra vesten havde en stor interesse i at vælte det korrupte Osmannerrige for at få adgang til metaller og mineraler fra ørkenen.
Situationen i mellemøsten bragte allerede dengang interesse fra revolutionære bevægelser, og en flamsk anarkist, Edward Joris, var med til at planlægge et mordforsøg på Osmannernes sultan. Det lykkedes ikke, men var desuden et afsporet forsøg som kun spillede ind i de imperialistiske magter, som trak i trådene og ønskede at dele landet mellem sig.
Osmannerriget og de blussende oprør blev slået ned af det britiske og tyske imperie, som trak streger i sandet og sørgede for at dele resterne af det osmanniske imperie så dårligt som muligt, for at skabe mest muligt splid mellem befolkningsgrupper. Brødre og søstre blev separeret, familier i konflikt tvunget til at blive naboer. (citat mangler)
I 1936, efter etableringen af Tyrkiet og Osmannerrigets fald, søgte Palæstinensiske frihedkæmpere at gøre sig fri af den Britiske besættelse, da zionistiske bevægelser begyndte at importere våben. Protester, strejker og voksende kampe mod den stigende zionistiske befolkning blev til tre års oprør, hvorunder det Britiske Imperie bombede de kæmpende oprører fra luften og havet. Britterne allierede sig desuden med zionistiske faktioner, som satte 20.000 politisoldater ind imod 10.000 oprørere, og endte med at knuse oprøret indtil staten Israel blev oprettet i 1948.
De imperialistiske magter fra vesten har altså i mere end 150 år skabt splid og konflikt ved at presse befolkningsgrupper til at organisere sig i nye nationer. Den første intifada endte da den nationalistiske socialist Yassir Arafat indgik, på vegne af hele regionen, i hemmelighed en aftale med den Israelelske Yitzhak Rabin, som havde været forsvarsminister under kampene i 1967, som mundede ud i Oslo-traktaten. To-stats løsningen blev formuleret med opbakning fra FN, og undertrykkelsen af Palæstina fortsatte.
Den cementerede klassekamp imellem den Imperielle elite, og forsøget på at dele og herske ved at skabe grænser og nationalisme i regionen, trækker lange spor. Hamas, som blev etableret for at bekæmpe folkelige bevægelser, skabte for imperialismen en lokal undertrykkende magt, som er et nemt fjendebillede i det politiske landskab. De skarpt militante konflikter fordrejer den menneskelige kamp for lighed og retfærdighed, som har været Palæstinas kamp i århundreder, og altid har forsøgt sig med fredelig modstand først.
I slutningen af 1800-tallet blev Palæstina nedgjort og betegnet som et lovløst og usselt sted. Kapitalistiske magter opgjorde landet som værdiløst, og begyndte at lave handler med de omkringliggende lande, for at tage de ressourcer de kunne finde, så billigt som muligt igennem nye grænser og jernbaner.
Der ligger mere til os mennesker end lande og grænser. Det er i dag klart at intifadaerne er stolte eksempler på, at kampen mod imperialismen ikke kan blive slået ned, og selv på trods af overmagt, vil modstanden aldrig forsvinde. De lokale kampe i Palæstina er stærke eksempler på, at selv under overmagt er der fremskridt at hente, men om noget er det også et bevis for, at kampen er international. Hvis vi skal ryste kapitalismen af os, må vi stå sammen.